Vil du styrke din virksomheds IT-sikkerhed og stoppe angreb, før de når indenfor døren? Her får du seks hurtige og effektive råd, som er lette at bruge.

Brug altid sikkerhedssoftware
Der findes mange standardløsninger (fx firewall, antivirus- og spamfiltere), der kan stoppe de angrebstyper, vi kender, før de når ind i din virksomhed og rammer computerne.

Brug stærke adgangssætninger
Hvis du har et kort og enkelt kodeord som fx ”Silkeborg2018”, så står døren til din virksomhed næsten åben! En hacker kan med lethed bryde koden og få adgang til dine informationer, og installere software, som kan udspionere din virksomhed eller stjæle vigtige oplysninger.

Det er vigtigt, at dit og dine medarbejders kodeord er sammensat af flere forskellige ord, og tilsammen udgør en lang sætning, som er svær at knække.  Og husk du må ikke bruge de samme koder til flere af dine systemer eller løsninger. Tjek vores Password-guide og se, hvordan du laver en stærk kode her. Du kan også læse om Password Managers her. Brug multifaktor validering, hvor det er muligt. 

Opdater dine systemer
Styresystemer og programmer opdateres jævnligt af leverandørerne af software. Derfor er det vigtigt, at du installerer disse opdateringer, så din virksomhed har et stærkt skjold, som kan modstå angreb fra IT-kriminelle. Flere danske virksomheder bruger stadig det gamle styresystem Windows XP, og det udnytter hackerne, for her findes ingen software til at opdatere med – og det gør virksomhederne sårbare. Så skynd dig at opdatere dine systemer og løsninger.

Du har selv et ansvar
Du kan ikke regne med, at fx ransomware (en type malware, der bruges til at inficere din enhed og afpresse dig til at betale løsepenge, for at du kan få adgang til egne data igen) helt kan undgås udelukkende med beskyttende software.

For denne type angreb går nemlig ud på at narre dig til at trykke på links, som går ind på sider, der ser helt korrekte ud. Sørg for, at du ved præcis, hvad du skal være på vagt overfor, så du kan informere dine medarbejdere, så I undgår at komme i nettet på en IT-kriminel.

Husk sikkerhedskopiering
Sørg for, at du har en fast rutine for, hvordan du sikkerhedskopierer (tager backup af) alle de vigtige data i din virksomhed – data, som du ikke vil miste, hvis skaden sker. Sørg for at teste, at din backup virker.

Sørg også for, at du har en plan for, hvordan du håndterer tidsfaktoren. For mister du fx alle data på dine kunder, så er tiden en yderst kritisk faktor. Det koster nemlig penge og omdømme, hvis din virksomhed ligger brak i flere dage, fordi en IT-kriminel er på spil.

Hav en plan klar
Du skal altid sørge for, at der ligger en plan klar for, hvad du og dine medarbejdere skal gøre, hvis der er mistanke om, at I har besøg af en IT-kriminel. Tænk på et IT-angreb som på en brand. I tilfælde af brand ligger der også en beredskabsplan klar til brug. Hvis der er forsøg på et angreb, eller angrebet er i fuld gang, hvad skal din medarbejder så præcis gøre? Til hvem skal der ringes?

Share This

Ved at bruge hjemmesiden, accepterer du brugen af cookies. Læs mere her

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk